“hvem bliver vred over, at nogen spiser? jeg prøver virkelig at tage mig sammen. virkelig. men min krop reagerer, før min fornuft.”
De fleste kan nok genkende følelsen af at blive generet af en person, der smasker eller taler med mad i munden. For nogen kan disse lyde påvirke én så meget, at det bliver en lidelse. Også kendt som misofoni.
Forskning tyder på, at mellem 5 og 20 procent af befolkningen reagerer kraftigt på bestemte lyde, og omkring hver femte opfylder kriterierne for det, man i dag betegner som betydelig misofoni – altså i en grad, hvor det har konsekvenser for hverdagen, særligt socialt.
Gnasken, smasken, tyggen, slubren. Sofia kan ikke holde det ud. Den slags lyde sætter hele hendes system i alarmberedskab og kan få hende helt op i det røde felt. Hun lider af det, man kalder misofoni – og det har gjort det svært for hende at være social. Særligt når det kommer til dating.
Nu er hun begyndt at se Lauge, der – uvidende om hendes udfordringer – har inviteret hende ud at spise.











