“det burde ikke føles sådan her. hvem tænker sådan om sin familie? som en straf eller en byrde?”
Fødselsdepression rammer ikke kun mødre – også fædre kan opleve det. Faktisk viser undersøgelser, at 7–10 % af fædre oplever symptomer efter graviditet eller fødsel. Hos mænd viser det sig ofte som stress, uro, irritation og isolation, snarere end tristhed, som man typisk forbinder med depression.
Symptomerne kan være intense og langvarige: tristhed, håbløshed, manglende energi, angst og negative tanker om barnet. Tanker, man aldrig ville handle på, kan fylde meget, og kroppen reagerer nogle gange før hjernen forstår, hvad der sker. Det gør tilstanden svær at opdage, især for partnere, som ikke har de samme faste sundhedskontakter som den fødende.
Birk og Liva er lige blevet forældre, men under Birks overflade bygger noget sig op, som han ikke selv har ord for: en fødselsdepression, der langsomt æder hans overskud. Uroen, tankemylderet og den efterhånden velkendte hovedpine bliver hver dag lidt sværere at skjule.
En helt almindelig eftermiddag alene med sin datter bliver den sidste dråbe. Kort efter ender han på hospitalet med den hovedpine, han længe har ignoreret, og dér begynder det at gå op for ham, hvor langt ude han egentlig er.











