“det er en lettelse at slippe for konstant at skulle aflæse andre menneskers ansigter, tolke på deres toneleje”
Mellem 20–40 % af personer med ADHD har også autistiske træk, og 50–80 % af personer med autisme har ADHD.
En kombination der kaldes AuDHD, og som ofte kan gøre hverdagen udfordrende: man søger struktur og ro, samtidig med at man længes efter tempo og stimulation. Det kan føre til stress, udmattelse og følelsen af at falde udenfor, men med forståelse, støtte og strategier kan man finde ro og navigere bedre i livet.
Esther har hele sit liv haft svært ved at passe ind. I skolen, under studiet og senere på arbejdsmarkedet er hun gang på gang kørt træt, udmattet og overbevist om, at fejlen ligger hos hende selv.
Hvad Esther endnu ikke ved er, at hun lever med både ADHD og autisme – en kombination, man først de seneste år er begyndt at forstå bedre, og som i dag ofte omtales med det uofficielle navn AuDHD.
Under coronanedlukningen falder der for første gang ro over hendes hverdag. Hun fungerer. Hun trives. Men da samfundet åbner igen, og hun skal tilbage på kontoret, rammer frygten: at det endnu en gang vil koste hende både jobbet og helbredet.











